Aalborg Fjordhave - aktiviteter i løbet af året

Vi har aktiviteter i løbet af hele året. Nogle foregår på flåderne ved Lindholm Strandpark (tæt på Kulturbroen) og andre i klubhuset ”Fjordhuset” ved Vestre Fjordpark. Foreningen er stiftet i 2014 og er derfor ret nystartet. Vi er 1 ud af 4 Fjordhaver i Limfjorden, som er finansieret af Nordea-fonden (projektet sluttede 31.12.2017). Vi er pionerer indenfor dyrkning af muslinger i privat regi og vi lærer hele tiden gennem processen.  Foreningen har medlemmer i alle aldersgrupper og har en bred social fordeling mht. erhvervsaktive og pensionister. Vi er gode til at hjælpe hinanden med at gennemføre foreningens aktiviteter.

På flåderne
Hele året afholder vi løbende ugentlige klubaktiviteter (på skift mellem mandag, tirsdag, onsdag og torsdag) og arbejdsdage i weekenderne (lørdag eller søndag) på flåderne.  Gennemsnitligt deltager 8 - 16 medlemmer og ofte er det forskellige, som kommer.

Pasning af flåderne med muslinger. I løbet af foråret hænges bændler ud for at opsamle yngel, som senere udvikler sig til bitte små muslinger. Muslingerne sorteres i størrelser og hældes i såkaldte ”strømper”. Spiseklare muslinger tager vi med hjem til gryden. De for små muslinger hældes i nye ”strømper”, som hænges ud på flåderne.

Man kommer på flåderne, når man har tid. Belønningen er som regel, at man får 1 - 3 kg muslinger med hjem. Flåderne er som regel åbne en gang om ugen. Det annonceres på Facebook eller via mail som regel i god tid, hvornår flåderne er åbne. Man kommer bare, når man kan.

Du er velkommen til at besøge os på flåderne, når vi har klubaktiviteter (Facebook) og se hvordan vi arbejder, inden du melder dig ind i foreningen.

Vedligehold af flåderne
Flåderne er sikret med forankring, som monteres og demonteres 2 gange årligt, når flåderne sejles i vinterhi og sejles tilbage til foråret. Landgangsbro og flåder repareres løbende af flådegruppen, som også vedligeholder flåderne og løbende har tilsyn (især efter kraftig blæst).

Hvor kan du finde os?
Flåderne med muslinger ligger ved Lindholm Strandpark (tæt på Kulturbroen), hvor vi også har en 40 fods container med alt vores grej. Her har vi de fleste af vores aktiviteter.

Vi har klublokale i ”Fjordhuset” i Vestre Fjordpark (tæt på Egholmfærgen) og samarbejder med Naturvejlederne, Lystfiskerforeningerne og Skoletjenesten i Aalborg.

Andre årlige højdepunkter
Foreningen afholder høstfest (i efterårssæsonen), foredrag (tang, østers, muslinger), fælles madlavning, ture med indsamling af østers og tang.

Samarbejde med andre
Ofte deltager foreningen i formidlingsaktiviteter andre steder: Aalborg Bæredygtighedsfestival, Vestre Fjordpark OPEN, fremvisning af Fjordhaven for interesserede, foredrag i andre foreninger, mv. Hvis jeres forening/gruppe gerne vil høre mere om de spændende aktiviteter i Aalborg Fjordhave, så kontakt os meget gerne.

Persondatapolitik for Aalborg Fjordhave 

persondatapolitik-for-aalborg-fjordhave-6feb2020.pdf

 
 OP